af Grete Vangsø, bragt i Erhvervsavisen Østjylland d. 9. september 2013

 

Måden, vi er i relation med andre på, har stor betydning for, om vi lykkes i livet eller ej. Det handler om vores værdier og vores vurderinger af andre mennesker. Om det sprog, vi bruger - ja hele den måde, vi kommunikerer på.

 

Konflikter og samarbejdsvanskeligheder

 

”Vi er i hinandens magt” skrev filosoffen K.E. Løgstrup engang – han har inspireret mig meget gennem mine ungdomsår som sygeplejerske og i dag som erhvervspsykolog.

For et års tid siden blev jeg hyret til en opgave i en mellemstor virksomhed. De bøvlede med konflikter og samarbejdsproblemer i en grad, der blokerede for at lave gode løsninger til deres kunder. Den administrerende direktør og jeg holdt et par møder, inden vi blev enige om, hvilke tiltag, der skulle til. Heldigvis er denne Direktør et nuanceret menneske og vi kunne hurtigt blive enige om, at vi ikke kunne ”stille en diagnose” uden at undersøge problemet grundigt. Og sådan bør det være i konfliktsager.

 

Konflikthåndtering

 

Jeg interviewede de implicerede medarbejdere og de fleste udtalte at en given fyr, ham som faktisk skabte mest værdi for forretningen, samtidig var ham, som alle var bange for. Det blev antydet af flere, at han var psykopat. Alle interviewdata samlede jeg til 4 overordnede fortællinger (bemærk at jeg anvender ordet fortællinger).

 

Den ene fortælling handlede om denne leder som psykopat, de tre andre handlede om forretningsmæssig uklarhed på forskelligt niveau.Pointen er, at den omtalte leder ikke var psykopat, men derimod et venligt og raskt menneske, der gennem en lang periode var blevet underlagt organisatoriske fortællinger, som til sidst var blevet en dominerende fortælling og ligefrem en sandhed om ham i denne virksomhed.

 

Min opgave som erhvervspsykolog var at nuancere denne fortælling. Jeg kalder det at ”dekonstruere diskurser” i organisationer. Den omtalte leder var, grundet utallige forandringer og mangel på ledelse, blevet syndebuk for al den angst og alle de konflikter, som var at finde i organisationen. Han blev gjort til psykopat og bærer af hele virksomhedens dårligdom.

 

Inden for den narrative psykologi taler man om, at den måde, vi fortæller om os selv og andre på er en måde, hvorpå vi skaber identitet – hos os selv og andre.

 

En far på min søns skole omtalte en dag min 7-årige dreng som ”lidt vild”. Da blev jeg lidt undrende – nærmest grænsende til sur. Der er ikke nogen, der skal definere min dreng på den måde, tænkte jeg. Hvad vil det sige at være ”vild”?

 

En meget introvert person oplever måske min dreng som værende lidt vild, men det er jo en antagelse og ikke nødvendigvis nogen sandhed. Hvis min dreng bliver defineret og fremfortalt som en vild dreng, så vil det blive en del af hans internaliserede personlighed - hans identitet - og en ting der er helt sikkert er, at så vil han blive en vild dreng (hvad det så end er). Jeg fik derfor hurtigt nuanceret denne fortælling til en fortælling om min søn som værende en helt normal sund og frisk 7-årig dreng.

 

Vi kender det alle

 

Vi kender det alle sammen for det er den måde hvorpå vi ordner verden. Rummer kompleksitet. Vi vurderer, definerer, dømmer og kategoriserer. Jo mere vi har behov for det, jo mindre nuance er vi faktisk i stand til at have om hinanden og verden.

 

Hvis vi kan sætte et bredere perspektiv på vores egen lille linse og tør at se på mennesker, som fyldt med potentiale, skønhed, god vilje, ømhed og handlekraft, så kan vi faktisk berige hinanden, gøre hinanden smukke og duelige. For vi er i hinanden magt.