Ja, sådan tænker jeg af og til.

 

Som barn fra 1970'erne er jeg vokset op i en tid, der var "Mindful" - eller normal, om man vil. Der var tid nok fordi mulighederne for at engagere sig i alverdens ting, slet ikke var til stede i samme omfang som i dag. Sanserne var slået ud og vi er mange fra den tid, som har utallige barndoms- og ungdomserindringer, hvori der indgår smage, lyde, farver og lugte. Jeg mærkede mig selv, fordi det var normalt at dvæle, at dagdrømme, at se hvad dagen bød - uden at have en plan, nødvendigvis. 

 

Stresshåndtering?

 

Når jeg underviser inden for stresshåndtering ytrer mange på min alder eller ældre: ” Jamen, Mindful det er jeg da. Det er jo det samme som...” Netop! 

 

Vi har ”glemt” at være i kontakt med os selv fordi vi konstant bliver bombarderet med muligheder. Men er det blot muligheder, hvor vi er frie til at vælge? eller er det faktisk krav til os, som er iklædt en form for skjult magt, et krav om at kunne styre og disciplinere os selv til det ypperste? Hvem kan leve op til alle de ydre krav hele tiden? Hvem har magten til at definere hvad der er vigtigt for os? Kan vi sige fra? Kan vi eksempelvis sige nej tak til et meningsfyldt arbejde, en halvmaraton med gutterne, masteruddannelsen som firmaet vil betale, det nye svanekøkken, velfriserede børn i mærketøj, der også skal klare sig godt i skolen og på atletikbanen og naturligvis har gode og harmoniske relationer, et velsmurt ægteskab, en fornuftig vogn i garagen og jeg skal gi' dig. Forpustet? 

 

Paradoksalt nok kan Mindfulness-industrien betragtes som endnu et krav om at være med på det seneste. Et ”add on” til listen af muligheder eller netop krav.

 

Hvem bestemmer?

 

Hvis vi skal lære at lede os selv, skal vi kunne træde et trin op og beslutte os for, hvad der er vigtigt. Hvis ikke vi selv træffer bevidste valg i vores liv, kan vi være helt sikre på, at de blivertruffet for os af de ydre, dikterede muligheder eller krav. Vi skal kunne sige "nej tak".

 

Kan du holde dit eget selskab ud?

 

Gå en tur ved stranden, i skoven eller ud over markerne, og det hver dag i en periode - længe nok til, at du kan mærke dig selv, hvis du skulle have været på afveje. Vandreture, hvor du lytter, mærker temperaturen på din krop, vinden i håret, duftene og lydene omkring dig. Dét er at være i kontakt.

 

Det er sundt, og det er en nødvendighed i en verden med konstante krav. Nogle kalder det Mindfulness. Jeg kalder det at være normalt tilstede med sig selv - eller at "udnytte de gratis glæder i livet", som min far altid har sagt.