top of page

ARTIKLER

Hvilken persontype er du?

af Grete Vangsø, bragt i Erhvervsavisen Østjylland d. 30. april 2013.
 
Persontest vinder mere og mere ind i det danske arbejdsliv. Det er ikke længere kun ledere, der har fået en personprofil, men også sygeplejersker og lærere begynder at flirte med disse værktøjer.

 

 

Hvad siger en persontest noget om?

 

Lad mig starte med det sidste og måske letteste spørgsmål: Persontest af den type, som bliver mest anvendt i arbejdslivet i forbindelse med teamudvikling kaldes også for præferencetests.Mit arbejde med typetests er primært indenfor den Jungianske typepsykologi (JTI). Jeg er certificeret, har undervist en lang række HR folk inden for emnet og ikke mindst har jeg testet rigtig mange ledere.

 
JTI Typekoder

 

Inden for JTI systemet får man en typekode bestående af fire bogstaver. Jeg er en ENFP’er eller måske ENFJ’er og da jeg så det på papir første gang, følte jeg mig ret fastlåst eller begrænset. Jeg ønskede ikke at blive sat i bås. Da de første frustrationer havde lagt sig og jeg begyndte at læse de beskrivelser, som knytter sig til min typekode, blev jeg både overrasket og overvældet. Overrasket, fordi den ramte så præcist – overvældet fordi det faktisk var forløsende.

 

Netop derfor er jeg særlig dygtig til det, jeg laver. Netop derfor kommer jeg i vanskeligheder i de og de situationer. I stedet for at opleve typetesten som et begrænsende værktøj kunne jeg pludselig se, hvordan jeg kunne udvikle mig og være bevidst om mine handlinger på nye måder. Ikke mindst begyndte jeg at forstå andre menneskers motiver og handlinger på nye måder. Sikke en øjenåbner! 

 

Det, som en sådan test kan sige noget om er, at der er forskellige måder at være i verden på. Ingen er bedre end andre, men vi orienterer os, kommunikerer og handler forskelligt.

 

Det er ingen nyhed at forskellighed bidrager til bedre løsninger. Det afgørende er, at netop persontest er det redskab, som gør at vi lettere kan respektere forskellighed og dermed gøre brug af hinandens ressourcer.

 
Nej tak til persontest?

 

Er det OK, at persontests anvendes mere og mere? Kan man sige nej tak til at lade sig teste?

Der foregår en tiltagende psykologisering af arbejdsmarkedet. Jeg er ikke i tvivl om, at det bidrager til den generelle trivsel og produktivitet ude på arbejdspladserne – det er der mange undersøgelser, der viser. Men knægtes nogen undervejs? Er det brud på enkelte menneskers personlige integritet? Er det god etik?

 

Disse spørgsmål stiller vi professionelle ikke så hyppigt længere, fordi tests er blevet en norm, noget selvfølgeligt.

 

At udfordre med nænsomhed

 

Vi skal informere og argumentere ordentligt. Vi skal undersøge, hvilke barrierer der måtte være i forbindelse med at tilbyde tests og vi skal tage disse barrierer alvorligt – ellers er det jo mentalt overgreb.

 

For mig handler det om at udfordre, men at udfordre med nænsomhed.

 

bottom of page